7.2.08

ANMELDELSE: KULTER OG MYSTERIEINDVIELSE



Af Alexander Natas – bongorama.dk/boger

Kulter og Mysterieindvielse er en tour de force af den anden verden. Helt bogstaveligt. Med sin kompromisløse kort- og udlægning af den esoteriske indvielse og den mystiske oplevelses natur - vel at mærke beskrevet indefra - er bogen intet mindre end bjergtagende!

Forfatteren Mikkel Starup, som tidligere har udsendt den fine Væsner (Forum, 2001) og den bizarre fantasy-roman Arkleos (Mellemgaard, 2003), brænder - også denne gang - lidenskabligt for sit emne. Det lykkes ham til fulde at invitere læseren på en fascinerende og medrivende sight-seeing i “verden-bag-verden” og forne tiders religiøse anskuelser og riter.

Kulter og Mysterieindvielse er et murstensværk som kræver noget af sin læser. Den forener et modigt, personligt engagement med en fornem ambition om seriøs formidling af de tankesæt og de verdensbilleder forfatteren finder som grundlag for alle tiders omgang med kultisk, religiøs praksis. Bogen er yderst veldisponeret og gennemgår omhyggeligt den kultiske verdenshistorie fra de tidligste naturfolks totemdyrkelse over Osiris-, Orfeus-, Demeter-, Dionysos- og Magna Mater-kult, Kabbalah, Mitraisme, Kristendom, Buddhisme, Taoisme, Gnostisisme, de Eleusinske mysterier, Sufisme, frem til renæssancens humanisme og den moderne satanisme. Undervejs tilbydes læseren et erkendelsesteoretisk grundlag til forståelse af de konkrete religiøse og mystiske erfaringer indvielsen repræsenterer. Både Platon, Agrippa og vor tids ”opdagelsesrejsende” i det underjordiske, Swedenborg, Blake og ikke mindst Neutzsky-Wulff granskes omhyggeligt. Sidstnævntes betydning for nærværende bogs tilgang til emnet skal nok ikke undervurderes, og Starup deler specielt Neutzsky-Wulffs forkærlighed for ” sadomasochisme” og seksuel underkastelse som en effektiv adgangsbillet til den indre erfaring.

I sin kompetente, personlige behandling af religiøsitetens helt grundlæggende funktioner tilbyder Kulter og Mysterieindvielse en kvalificeret introduktion til så eksotiske emner som transcendens og indvielse, og bogen aspirerer med sit niveau og sin indforståede tone til, at være en konkret guide for den velforberedte, nysgerrige læser. Samtidig fremstår den som et tankevækkende indlæg i tidens debatter om fundamentalisme, dæmonisering, sekularisering, kulturimperialisme og åndelig forarmelse.

Sine steder får bogen dog i sin meddelelsesiver næsten karakter af eksamensopgave, og den sprænglærde Starup havde da også utvivlsomt bestået med UG, kryds og slange havde der blot været tale om en mundtlig eksamination. Men det er der så sandelig ikke, bogens betragtelige omfang taget i betragtning, og det giver nødvendigvis anledning til et par anmærkninger i karakterbogen.

Bogen har været under udarbejdelse i årevis, og den repræsenterer en imponerende sammenfatning af et enormt kildemateriale og er tydeligvis produktet af en mangeårig personlig praksis på området. Det er derfor dobbelt frustrerende, at resultatet i himmelråbende grad - tilgiv udtrykket - fremstår så mangelfuldt gennemarbejdet og præsenteret som tilfældet er. Tast- og stavefejl optræder overalt i teksten, og forståelsen af det i forvejen vanskelige stof hæmmes yderligere af utallige ubehjælpsomme sproglige vendinger og en noget ustabil logisk syntaks. Forfatterens pudsige sprogøre kan vel til dels undskyldes som et resultat af de sindsomstyrtende oplevelser, og den kolossale research han har måtte gennemleve. Skylden må derfor primært falde tilbage på forlaget Mellemgaard, som tydeligvis ikke har været sig sit redaktionelle ansvar bevidst. Et så enestående bogprojekt med så mange interessante illustrationer og et så stort potentiale, burde have været fulgt til dørs på mere lydefri vis. Et anstændigt lay-out, behørige illustrationstekster, kildehenvisninger, fremhævelse af citater, et stikordsregister og en dansksproget korrekturlæser havde ikke været for meget forlangt. Disse fejl og mangler bør der selvsagt rådes bod på i en eventuel fremtidig oversættelse. Kulter og Mysterieindvielse fortjener nemlig et langt større publikum end det begrænsende danske sprogområde tillader.


Mikkel Starup: Kulter og Mysterieindvielse
Mellemgaard
408 sider, illustreret med blødt omslag/fl apper.
Pris: kr. 299,-
ISBN: 978-87-91933-13-4

***

Etiketter: , , , , ,