153 mio. kr. til forfatterne
Styrelsen for Bibliotek og Medier udbetaler i dag biblioteksafgiften - i alt 153.182.390 kr., som fordeles til forfattere, oversættere, illustratorer, billedkunstnere, komponister og andre, der er repræsenteret på landets folke- og skolebiblioteker.
Største enkeltmodtager af biblioteksafgiften er Bjarne Reuter, der får 768.973 kr. i år. Cecil Bødker får i år 575.911 kr. i biblioteksafgift, mens Benny Andersen modtager 547.026 kr.
Men det er ikke alle, der får så meget i biblioteksafgift. Biblioteksafgiften deles i år af 8583 personer. Næsten halvdelen af dem - 46 % - får mindre end 5000 kr. i biblioteksafgift. 22 % af afgiftsmodtagerne får mellem 5000 og 10.000 kr, 29 % får mellem 10.000 og 100.000 kr, og kun 3 % får mere end 100.000 kr.
Biblioteksafgiften gives til skabere af dansksprogede, litterære værker i enten bog- eller lydform. Beløbets størrelse afhænger bl.a. af, hvor mange eksemplarer af værkerne, bibliotekerne har stående. I år har bibliotekerne indberettet 59.850.232 eksemplarer, fordelt på 692.262 forskellige titler. Bibliotekerne har f.eks. i alt indberettet 278.580 eksemplarer af Bjarne Reuters værker.
- Bjarne Reuter
- Cecil Bødker
- Benny Andersen
- Dennis Jürgensen
- Bent Haller
- Lars-Henrik Olsen
- Klaus Rifbjerg
- Hanne-Vibeke Holst
- Hjørdis Varmer
- Thorstein Thomsen
Se listen over samtlige modtagere af biblioteksafgiften 2008
***