24.11.08

Martin Hall "Vægtløs Mand Under Truende Sky"


Vægtløs mand under truende sky er Martin Halls dagbogsnotater skrevet i forbindelse med hans rolle som dommer i DR1’s store tv-konkurrence Talent 2008. Forløbet i bogen strækker sig fra maj til oktober samme år, hvor han fredag den 24. befinder sig i DR-byen for at overvære finalen. Sidste punktum i dagbogen blev sat i dagene efter, hvorpå manuskriptet gik direkte i trykken.

Fra det køligt registrerende til det ødselt fabulerende beskriver Hall processen fra den forårsdag, han modtager tilbuddet om at deltage, til den omtalte finale – et samlet forløb der bringer læseren både med bag showets kulisser samt dybt ind i skribentens til tider mere end almindeligt ængstelige sind. Bogen er en stærkt subjektiv skildring af et projekt, Hall fra begyndelsen betragter som ét stort socialt eksperiment, en både diplomatisk og diplomanisk skildring af en medieverden, der er lige så skånselsløs, som den er fascinerende.

Beskrivelsen af forløbet var fra dag 1 Halls fokus i denne mere end almindeligt kulørte proces.

***

Albue


T.S. Elg-iot. Outertaineren T.S. Høeg udsender sin første regelrette digtsamling, der heldigvis består af lutter funky og/eller kringlede undtagelser.

»Digte« står der uden på T.S. Høegs nye bog Albue. Vildt nok! For det har der nemlig ikke stået før; på de to første (overgrunds)bøger, amokoma, 1981, og land-skab ruller zone, 1982, der var noget så sjældent som hybrid 80er-avantgarde (det meste andet 80er- var habil 80er-modernisme + Jacisme), stod der slet ikke noget; siden er kommet tre (særegne, men helt klart) »romaner«, 1987, 1996, 2003, en samling løse genreløsheder, 1990, et bind »rejsefortællinger«, 1998, Verdens 25 bedste jazzplader (hvilken genre er det? liste!), 2001, en børnebog, 2006, En drøm af en bog, 2006, der akkurat var en bog med drømme i, dvs. (+ uudgivet dramatik) sådan ca. alt andet end »digte«.

***