3.12.08

Henrik Lists kultbog om Beat-generationen

24.11.08

Martin Hall "Vægtløs Mand Under Truende Sky"


Vægtløs mand under truende sky er Martin Halls dagbogsnotater skrevet i forbindelse med hans rolle som dommer i DR1’s store tv-konkurrence Talent 2008. Forløbet i bogen strækker sig fra maj til oktober samme år, hvor han fredag den 24. befinder sig i DR-byen for at overvære finalen. Sidste punktum i dagbogen blev sat i dagene efter, hvorpå manuskriptet gik direkte i trykken.

Fra det køligt registrerende til det ødselt fabulerende beskriver Hall processen fra den forårsdag, han modtager tilbuddet om at deltage, til den omtalte finale – et samlet forløb der bringer læseren både med bag showets kulisser samt dybt ind i skribentens til tider mere end almindeligt ængstelige sind. Bogen er en stærkt subjektiv skildring af et projekt, Hall fra begyndelsen betragter som ét stort socialt eksperiment, en både diplomatisk og diplomanisk skildring af en medieverden, der er lige så skånselsløs, som den er fascinerende.

Beskrivelsen af forløbet var fra dag 1 Halls fokus i denne mere end almindeligt kulørte proces.

***

Albue


T.S. Elg-iot. Outertaineren T.S. Høeg udsender sin første regelrette digtsamling, der heldigvis består af lutter funky og/eller kringlede undtagelser.

»Digte« står der uden på T.S. Høegs nye bog Albue. Vildt nok! For det har der nemlig ikke stået før; på de to første (overgrunds)bøger, amokoma, 1981, og land-skab ruller zone, 1982, der var noget så sjældent som hybrid 80er-avantgarde (det meste andet 80er- var habil 80er-modernisme + Jacisme), stod der slet ikke noget; siden er kommet tre (særegne, men helt klart) »romaner«, 1987, 1996, 2003, en samling løse genreløsheder, 1990, et bind »rejsefortællinger«, 1998, Verdens 25 bedste jazzplader (hvilken genre er det? liste!), 2001, en børnebog, 2006, En drøm af en bog, 2006, der akkurat var en bog med drømme i, dvs. (+ uudgivet dramatik) sådan ca. alt andet end »digte«.

***

26.10.08

Laudrup - Et fodbolddynasti


I den vestlige ende af hovedstaden fødes i 1945 en dreng, som kommer til at grundlægge et fodbolddynasti. Finn Laudrup har ligesom sønnerne Michael og Brian et enestående talent, som det bliver hans livs udfordring at forvalte.

De tre tryllebinder gennem fire årtier danskerne med deres evner på fodboldbanen. Undervejs oplever de sportens mørkeste sider: kynisme, heltedyrkelse, had og forventningspres. Udfordringer, de tackle på hver sin måde. Men stridigheder fører til brud med både klubber og landshold - som brødrene senere vender hjem til og løfter til dets største præstationer nogensinde.

Bag spillerne står de kvinder, der holder slægten sammen trods pres, rejser og rygter. Laudrup - et fodbolddynasti er den sande historie om familien, der begejstrede en nation og lagde verden for deres fødder.

***

1.7.08

153 mio. kr. til forfatterne

Bjarne Reuter, Cecil Bødker og Benny Andersen er igen i år de tre forfattere, der ligger øverst på listen over modtagere af biblioteksafgiften.

Styrelsen for Bibliotek og Medier udbetaler i dag biblioteksafgiften - i alt 153.182.390 kr., som fordeles til forfattere, oversættere, illustratorer, billedkunstnere, komponister og andre, der er repræsenteret på landets folke- og skolebiblioteker.

Største enkeltmodtager af biblioteksafgiften er Bjarne Reuter, der får 768.973 kr. i år. Cecil Bødker får i år 575.911 kr. i biblioteksafgift, mens Benny Andersen modtager 547.026 kr.

Men det er ikke alle, der får så meget i biblioteksafgift. Biblioteksafgiften deles i år af 8583 personer. Næsten halvdelen af dem - 46 % - får mindre end 5000 kr. i biblioteksafgift. 22 % af afgiftsmodtagerne får mellem 5000 og 10.000 kr, 29 % får mellem 10.000 og 100.000 kr, og kun 3 % får mere end 100.000 kr.

Biblioteksafgiften gives til skabere af dansksprogede, litterære værker i enten bog- eller lydform. Beløbets størrelse afhænger bl.a. af, hvor mange eksemplarer af værkerne, bibliotekerne har stående. I år har bibliotekerne indberettet 59.850.232 eksemplarer, fordelt på 692.262 forskellige titler. Bibliotekerne har f.eks. i alt indberettet 278.580 eksemplarer af Bjarne Reuters værker.

Biblioteksafgiften gives både for skønlitteratur og faglitteratur og fordeler sig med ca. halvdelen til hver.
Årets top 10
  1. Bjarne Reuter
  2. Cecil Bødker
  3. Benny Andersen
  4. Dennis Jürgensen
  5. Bent Haller
  6. Lars-Henrik Olsen
  7. Klaus Rifbjerg
  8. Hanne-Vibeke Holst
  9. Hjørdis Varmer
  10. Thorstein Thomsen

Se listen over samtlige modtagere af biblioteksafgiften 2008

***

11.6.08

Craig Russell "Blodørn" (Hovedland)


To prostituerede kvinder fra Hamburgs Reperbahn er de første ofre. Dræbt på samme grusomme måde. Inspireret af et ritual, der hævdes at stamme fra vikingetiden, udstiller "Søn af Sven" sine ofre og dramatiserer deres dødskamp. På spil er en sadistisk og moralsk morder, der tilsyneladende opererer hjemmevant blandt ludere og alfonser og bagefter håner politiet i wagnerske vendinger - på emails.

Tysk-engelske Kriminalhauptkommissar Jan Fabel leder politiefterforskningen, men intet viser sig at være, som han troede. Under jagten på "Søn af Sven" forvandles Hamburg - den kølige nordtyske metropol. Fabel og læseren drages ind i en mytisk og dæmonisk verden af hemmelige kulter, politiske intriger og en rasende kamp mellem kriminelle indvandrerbander om magten i underverdenen. Og Fabel tvinges til at foretage en omfattende revurdering - af menneskets natur og sin egen.

Læs anmeldelse i Information her.


***

7.2.08

ANMELDELSE: KULTER OG MYSTERIEINDVIELSE



Af Alexander Natas – bongorama.dk/boger

Kulter og Mysterieindvielse er en tour de force af den anden verden. Helt bogstaveligt. Med sin kompromisløse kort- og udlægning af den esoteriske indvielse og den mystiske oplevelses natur - vel at mærke beskrevet indefra - er bogen intet mindre end bjergtagende!

Forfatteren Mikkel Starup, som tidligere har udsendt den fine Væsner (Forum, 2001) og den bizarre fantasy-roman Arkleos (Mellemgaard, 2003), brænder - også denne gang - lidenskabligt for sit emne. Det lykkes ham til fulde at invitere læseren på en fascinerende og medrivende sight-seeing i “verden-bag-verden” og forne tiders religiøse anskuelser og riter.

Kulter og Mysterieindvielse er et murstensværk som kræver noget af sin læser. Den forener et modigt, personligt engagement med en fornem ambition om seriøs formidling af de tankesæt og de verdensbilleder forfatteren finder som grundlag for alle tiders omgang med kultisk, religiøs praksis. Bogen er yderst veldisponeret og gennemgår omhyggeligt den kultiske verdenshistorie fra de tidligste naturfolks totemdyrkelse over Osiris-, Orfeus-, Demeter-, Dionysos- og Magna Mater-kult, Kabbalah, Mitraisme, Kristendom, Buddhisme, Taoisme, Gnostisisme, de Eleusinske mysterier, Sufisme, frem til renæssancens humanisme og den moderne satanisme. Undervejs tilbydes læseren et erkendelsesteoretisk grundlag til forståelse af de konkrete religiøse og mystiske erfaringer indvielsen repræsenterer. Både Platon, Agrippa og vor tids ”opdagelsesrejsende” i det underjordiske, Swedenborg, Blake og ikke mindst Neutzsky-Wulff granskes omhyggeligt. Sidstnævntes betydning for nærværende bogs tilgang til emnet skal nok ikke undervurderes, og Starup deler specielt Neutzsky-Wulffs forkærlighed for ” sadomasochisme” og seksuel underkastelse som en effektiv adgangsbillet til den indre erfaring.

I sin kompetente, personlige behandling af religiøsitetens helt grundlæggende funktioner tilbyder Kulter og Mysterieindvielse en kvalificeret introduktion til så eksotiske emner som transcendens og indvielse, og bogen aspirerer med sit niveau og sin indforståede tone til, at være en konkret guide for den velforberedte, nysgerrige læser. Samtidig fremstår den som et tankevækkende indlæg i tidens debatter om fundamentalisme, dæmonisering, sekularisering, kulturimperialisme og åndelig forarmelse.

Sine steder får bogen dog i sin meddelelsesiver næsten karakter af eksamensopgave, og den sprænglærde Starup havde da også utvivlsomt bestået med UG, kryds og slange havde der blot været tale om en mundtlig eksamination. Men det er der så sandelig ikke, bogens betragtelige omfang taget i betragtning, og det giver nødvendigvis anledning til et par anmærkninger i karakterbogen.

Bogen har været under udarbejdelse i årevis, og den repræsenterer en imponerende sammenfatning af et enormt kildemateriale og er tydeligvis produktet af en mangeårig personlig praksis på området. Det er derfor dobbelt frustrerende, at resultatet i himmelråbende grad - tilgiv udtrykket - fremstår så mangelfuldt gennemarbejdet og præsenteret som tilfældet er. Tast- og stavefejl optræder overalt i teksten, og forståelsen af det i forvejen vanskelige stof hæmmes yderligere af utallige ubehjælpsomme sproglige vendinger og en noget ustabil logisk syntaks. Forfatterens pudsige sprogøre kan vel til dels undskyldes som et resultat af de sindsomstyrtende oplevelser, og den kolossale research han har måtte gennemleve. Skylden må derfor primært falde tilbage på forlaget Mellemgaard, som tydeligvis ikke har været sig sit redaktionelle ansvar bevidst. Et så enestående bogprojekt med så mange interessante illustrationer og et så stort potentiale, burde have været fulgt til dørs på mere lydefri vis. Et anstændigt lay-out, behørige illustrationstekster, kildehenvisninger, fremhævelse af citater, et stikordsregister og en dansksproget korrekturlæser havde ikke været for meget forlangt. Disse fejl og mangler bør der selvsagt rådes bod på i en eventuel fremtidig oversættelse. Kulter og Mysterieindvielse fortjener nemlig et langt større publikum end det begrænsende danske sprogområde tillader.


Mikkel Starup: Kulter og Mysterieindvielse
Mellemgaard
408 sider, illustreret med blødt omslag/fl apper.
Pris: kr. 299,-
ISBN: 978-87-91933-13-4

***

Etiketter: , , , , ,

Kari Hotakainen "De Uberørte" (Gyldendal)


En roman om moderne mennesker, der vader rundt i erotikkens ødemark.

Leila Korhonen driver en lille virksomhed i Helsinki, hvor hun tilbyder sine kunder en behandling, som får den mest hårdhudede mand til at smelte. En af hendes faste kunder insisterer på noget mere oven i handelen og går over stregen. Ikke alt kan købes for penge.

Kriminalkommissær Mokka har set en hel del i sit arbejde som politimand, men en kvindes berøring har han ikke oplevet i meget lang tid. Mokka skal afhøre Leila, der nægter at fortælle ham, hvad der er sket. Under afhøringerne opstår der en kontakt mellem de to, som kan føre til, at de begge mister deres arbejde, men det kan også give plads til noget andet.

***